Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Artikel

Hvad betyder EU’s krav om bæredygtighed for din virksomhed?

Hvad kommer der til at ske for helt almindelige danske virksomheder, når EU’s krav om rapportering af bæredygtighed rammer inden for de næste par år? Svaret er: En del. Men det afhænger af flere ting, som jeg vil give et kvalificeret bud på

Skrevet i samarbejde med:
mobiltelefon

Indhold er hentet

Af senior forretningsudvikler Nicholas Mohr Krøyer

EU’s rapporteringskrav afhænger af, om man er en større virksomhed, en mindre virksomhed eller leverandør – og til dels hvilken branche man er i. De største danske virksomheder med over 250 ansatte og en omsætning på mere end ca. 300 mio. kr. har ifølge den danske årsregnskabslovgivning skullet rapportere siden 2021, men fra 2024 skærpes kravene fra EU’s side. Erhvervsstyrelsen har i dag udmærkede vejledninger til rapportering for store virksomheder.

Virksomheder med under 250 ansatte kan blive påkrævet at rapportere allerede fra 2026, men der vil være undtagelser som fx enkeltmandsvirksomheder og iværksættere. Det afhænger også af branchen. Fx er tekstil- og modebranchen blandt dem, som er udset til at undergå udvidet producentansvar, hvilket betyder, at ”forurener betaler”. Grundlæggende har tekstilproducenten og distributøren ansvaret for, hvad der sker med tøjet efter brug. EU har også allerede indført udvidet producentansvar for fx emballage, elektronik og batterier- og flere brancher er på vej.

Hvad er leverandørens ansvar?
Selvom de større virksomheder for længst har vænnet sig til at indsamle bæredygtigheds-data, så de kan rapportere deres påvirkning af klima og deres egne medarbejdere, er det ikke længere nok at kigge indad. 

Virksomhederne skal snart også kunne redegøre for deres leverandørens påvirkning af miljøet, herunder klima, natur, vandforurening og affald. 

Derudover skal leverandører til store virksomheder kunne redegøre for arbejdstagerrettigheder, og hvordan de påvirker deres lokalsamfund. Er du tilmed leverandør til store kunder i en forurenende branche som fx transport, byggeri eller fødevarer, skal du i gang med at indsamle data og dokumentation nu! Dine kunder skal nemlig bruge det i år for at kunne rapportere dine data næste år, og så er det godt at være forberedt.

Er I i tvivl om overstående, så tal med din virksomheds brancheorganisation, som bør kunne give jer indsigt i den kommende lovgivning. Og revisorerne er også i fuld gang med at integrere kommende EU-lovgivning i deres årlige rapportering, så tal eventuelt med jeres revisor om mulighederne. Og endelig sidder vi også i Erhvervshus Hovedstaden klar til at tage en dialog med jer.

Indtil da er der ingen grund til at gå i panik: Der sker løbende en enorm udvikling på området, der gør, at rapportering bliver nemmere og mindre ressourcekrævende. Bl.a. kommer der flere digitale løsninger, der kan samarbejde med jeres egne systemer – fx økonomi og kundesystemer – så I automatisk kan svare på de fleste rapporteringskrav. Det bør give lidt ro i maven.

Dette indlæg blev publiceret som klumme i Erhverv Nordsjælland d. 26. januar 2023.

Artiklen er skrevet af senior forretningsudvikler Nicholas Mohr Krøyer fra Erhvervshus Hovedstaden

Indhold er hentet